642 stykker

Kennet kom på en god idé tidligere.

"Skat, skal vi ikke gå en tur ved stranden?"

Jeg var ikke sen til at anerkende hans gode idé og vi tog ind til Århus - Den Permanente.

Ser du - da jeg mødte Kennet, havde han et fint, lille fad stående med glasskår i. Han tager ned på stranden mindst et par gange om ugen og lader bølgebrus nulstille hjernen. Imens harddisken bliver formateret, samler han glasskår.

Jeg er blevet smittet med Kennets glasskårssamlende vane. Jeg er endda begyndt selv at tage ned til Følle Strand, bare for at lede efter glasskår. Selv vores piger har bidt mærke i glassamleriet - Søs havde et glasskår med fra Golden Sands og Ivalo og Ellen havde en masse med fra Bali.

Selv bitte, bitte små stykker kommer med hjem og vi har efterhånden et ret stort lager af glasskår.

På det dårlige billede, kan du se Kennets (synes jeg selv) imponerende samling:

Så på halvandet år, er Kennets samling blevet enorm. Det er stadig Kennets samling selvom jeg hjælper i ny og næ. Jeg er stadig mere stolt af mit garnlager, men det må du ikke sige til Kennet... :)

Spørgsmålet er så - har han oftere brug for at formatere sin harddisk efter han har mødt mig...? ;-)
..
Vi gjorde, hvad vi kunne for at samle glasskår og endte med at tage 642 stykker med hjem. Nej, vi tæller normalt ikke antallet - men i dag fandt vi virkelig mange og jeg var nysgerrig.

Derefter tog vi i City Vest for at handle i en butik, som ikke havde det, jeg ledte efter og derefter et lille mellemmåltid i Bazar Vest, hvor vi også fik fyldt op på chiliprodukter, jeg bruger meget i min madlavning.

Så - jeg fik også formateret min harddisk i dag. Sammen med Kennet. Han er altså dejlig... <3

Et sludreindlæg

Allerførst skal I alle et stort tak for de mange, mange søde og opmuntrende hilsener oven på sidste indlæg. Jeg har følt, jeg kunne trække vejret bedre, efter jeg "sprang ud" som gak. Hvor langt oppe jeg er på gakskalaen, ved jeg ikke endnu - jeg er i et forløb i Lokalpsykiatrien, og skal forhåbentlig i et særligt forløb i Randers, så jeg kan komme ud i verdenen igen med de redskaber, jeg har brug for. Min meget rolige og dygtige sygeplejerske i LokalPsyk mener jeg nok skal komme oven på igen - og jeg tror på hende.

Mine dage går lidt ud i eet - jeg tænker ikke meget over om det er mandag eller lørdag. Der bliver passet godt på mig i Syddjurs Kommune - og der bliver arbejdet på hvad der skal ske med mig. Jeg kan endnu ikke helt finde ud af, hvad mit hoved kan holde til - så er det godt de i LokalPsyk har overblikket og kan hjælpe med at sætte de nødvendige rammer for min vej tilbage til arbejdslivet. Det dér stress er en underlig størrelse og min iver efter at blive rask ramler sammen med mine minions, der ikke kan holde geled ret lang tid ad gangen. Det er meget frustrerende.

Der er masser af tid til håndarbejde. Både tørstrik/hækling på Pinterest og til hygge med garn. Jeg har haft en lurende tanke om et let og luftigt tørklæde - og da jeg faldt over et hæklediagram på Pinterest, var der ikke langt fra tanke til handling.

Jeg sjussede mig frem til rapporten (12 + 3 luftmasker) og jeg er meget tilfreds med resultatet. Jeg tror jeg holder mig til den tynde islandske uld og 3 mm hæklenål, for jeg vil have den let og luftig. Dog kan jeg sagtens forestille mig den i en tung og blød alapaca, måske jeg ender med at lave to...?

Jeg er også ret vild med den meget populære enkelhed i sweatre, der er kommet i kølvandet på Skappelbogen. Jeg er i gang med en sweater, der er rummelig, firkantet og så enkel, at selv en nybegynder kan være med. Selvfølgelig kunne jeg ikke lade være med at tilføje en lille lækker detalje med vendepinde, så den er en smule længere bag på, men den detalje kan sagtens udelades. Foto følger, når jeg er færdig.

Øjh, det her indlæg har taget lang tid at skrive...! Det har været en øvelse i at holde fokus, men når jeg læser det igennem, kan jeg godt se, mine minions har løbet lidt rundt...

Vrangen ud

Hvordan skriver jeg på en alvorlig, men nærværende måde at jeg ramte bunden? Jeg vil så gerne at det også bliver med et glimt i øjet og med en snert af humor.

Måske jeg bare skal skrive, som det falder mig ind...

Jeg er lige nu sygemeldt. I December ramlede min verden sammen og jeg bruger nu hver dag på at håndtere at være til, når det føles som 3 millioner minions holder fest i mit hoved og spæner rundt i hver sin retning.

Stress. Angst. Despression. Og lidt mere. Og det, som jeg ikke er klar til dele. Og to besøg på gakanstalt med vidunderligt personale, der holdt øje med mig. Det er, hvad der er sket. Jeg er ikke klar til endnu at sige, det er godt. At jeg har lært en masse om mig selv og at verdenen er blevet lysere og brillerne pudset klare.

Strik, hækling, hakning, broderier. Tegninger, geometriske mønstre. Gåture ved den dejligste strand og oprydning. Nattesøvn og middagslure, formiddagslure, eftermiddagslure. Alt sammen forsøg på at få ro på virvaret i tankerne. Nogen gange virker det ene, andre gange det andet - og sommetider virker intet. Så er der piller, der lægger en dæmper på krop, tankemylder og rastløshed.

Det går faktisk bedre. Jeg har hele tiden haft en humoristisk tilgang til min gakhed. Det har hjulpet. Nu skal jeg lære at være til i min kedafdethed uden at lave det til en joke.

Jeg troede, jeg var ved at blive rask. Så var der flere hændelser, der knækkede mig, Jeg brugte først en masse energi på at bebrejde mig selv. Så fik jeg vendt nogle af bebrejdelserne den rigtige vej og brugte så en masse energi på at være vred på dem, der behandlede mig dårligt. Nu er jeg der, hvor jeg ikke gider være vred mere, jeg vil hellere bruge min energi på at få mine skønne, forvirrede og rastløse minions på geled.

Savn. Jeg savner mine piger. De er flyttet ned til Odense, så jeg er weekendmor. Det er en sorg, jeg stadig arbejder på, mens jeg ved at det er det eneste rigtige. Jeg græder stadig, når jeg skal ind på deres værelse.

Jeg har længe tumlet med tankerne om dette indlæg. Om det skal udgives. Åbenhed. Tabu. Psykisk syg. Gak. Frygt for at blive set ned på og frygt for ikke at blive taget alvorligt mere. Vil det at jeg er så åben også gå ud over mine pårørende?

Du kan nok regne ud at jeg har besluttet åbenheden.

Så, jeg håber du tager imod min åbenhed med accept - måske endda med kærlighed.