Vrangen ud

Hvordan skriver jeg på en alvorlig, men nærværende måde at jeg ramte bunden? Jeg vil så gerne at det også bliver med et glimt i øjet og med en snert af humor.

Måske jeg bare skal skrive, som det falder mig ind...

Jeg er lige nu sygemeldt. I December ramlede min verden sammen og jeg bruger nu hver dag på at håndtere at være til, når det føles som 3 millioner minions holder fest i mit hoved og spæner rundt i hver sin retning.

Stress. Angst. Despression. Og lidt mere. Og det, som jeg ikke er klar til dele. Og to besøg på gakanstalt med vidunderligt personale, der holdt øje med mig. Det er, hvad der er sket. Jeg er ikke klar til endnu at sige, det er godt. At jeg har lært en masse om mig selv og at verdenen er blevet lysere og brillerne pudset klare.

Strik, hækling, hakning, broderier. Tegninger, geometriske mønstre. Gåture ved den dejligste strand og oprydning. Nattesøvn og middagslure, formiddagslure, eftermiddagslure. Alt sammen forsøg på at få ro på virvaret i tankerne. Nogen gange virker det ene, andre gange det andet - og sommetider virker intet. Så er der piller, der lægger en dæmper på krop, tankemylder og rastløshed.

Det går faktisk bedre. Jeg har hele tiden haft en humoristisk tilgang til min gakhed. Det har hjulpet. Nu skal jeg lære at være til i min kedafdethed uden at lave det til en joke.

Jeg troede, jeg var ved at blive rask. Så var der flere hændelser, der knækkede mig, Jeg brugte først en masse energi på at bebrejde mig selv. Så fik jeg vendt nogle af bebrejdelserne den rigtige vej og brugte så en masse energi på at være vred på dem, der behandlede mig dårligt. Nu er jeg der, hvor jeg ikke gider være vred mere, jeg vil hellere bruge min energi på at få mine skønne, forvirrede og rastløse minions på geled.

Savn. Jeg savner mine piger. De er flyttet ned til Odense, så jeg er weekendmor. Det er en sorg, jeg stadig arbejder på, mens jeg ved at det er det eneste rigtige. Jeg græder stadig, når jeg skal ind på deres værelse.

Jeg har længe tumlet med tankerne om dette indlæg. Om det skal udgives. Åbenhed. Tabu. Psykisk syg. Gak. Frygt for at blive set ned på og frygt for ikke at blive taget alvorligt mere. Vil det at jeg er så åben også gå ud over mine pårørende?

Du kan nok regne ud at jeg har besluttet åbenheden.

Så, jeg håber du tager imod min åbenhed med accept - måske endda med kærlighed.